Derfor skal vi registrere arbejdstid
Registreringen kan synes som en tidsrøver. Men kan der være en arbejdsmiljømæssig gevinst ved at registrere arbejdstid?
Af Karen Heide-Jørgensen, næstformand og kredsstyrelsesmedlem
Aprilsnar! var der måske nogle der tænkte, da vi i foråret hørte om registrering af arbejdstid. Ikke desto mindre blev det et faktum pr. 1. juli 2024, at arbejdsgiverne på det danske arbejdsmarked har pligt til at dokumentere medarbejdernes arbejdstid.
Loven om registrering af arbejdstid kommer af en EU-dom, der værner om hviletidsbestemmelser og overdrevent overarbejde. Det er altså den korte begrundelse for, hvorfor vi skal registrere arbejdstid. Du frygtede måske en større administrativ opgave, men da din arbejdstid allerede er skemalagt i f.eks TRIO+, skal du blot være opmærksom på, om registreringen er korrekt.
Vi må se i øjnene, at stempeluret ikke er foreneligt med arbejdslivet for langt de fleste af foreningens medlemmer. Tillid og fleksibilitet er heldigvis grundstenene i arbejdstidens placering på langt de fleste arbejdspladser. Men bagsiden af medaljen kan blive det grænseløse arbejde.
Opholder vi os imidlertid ved formålet med loven - at beskytte medarbejderne, så er der måske noget at vinde ved at øge opmærksomheden på arbejdstid. Stresssygemeldinger er desværre et stort problem blandt foreningens medlemmer. De fleste af os kender det. Ofte rækker tiden ikke til de arbejdsopgaver, vi gerne vil nå. Samtidig er de følelsesmæssige krav i mødet med forældre og elever tårnhøje. Kombinationen af de to ting udgør en stor risiko for vores psykiske sundhed, og pludselig kan bægeret flyde over.
Minutiøs registrering af arbejdstiden løser ikke problemet. Men registreringen kan styrke bevidstheden og dialogen om arbejdstid på arbejdspladsen. Måske er det samvittigheden, der nager, når du arbejder mere end du skal. Måske følelsen af utilstrækkelighed over ikke at nå i mål. Som medarbejder har du pligt til at være i løbende dialog med din ledelse om sammenhængen mellem arbejdstid og opgavemængde. Ledelsen har på den anden side pligt til at handle, så store arbejdsmængder og tidspres ikke bliver et arbejdsvilkår. Registrering af arbejdstid – eller skal vi kalde det bevidsthed om arbejdstid, kan altså være et skridt på vejen mod et sundere arbejdsmiljø.