Er Arbejdstilsynet egentlig vores ven?

Af Liana Juhl Thomsen

For under besøget står vi lærere i en hverdag præget af stigende arbejdsmængde, massivt tidspres og en inklusionsopgave, der er blevet langt mere kompleks. 
Samtidig oplever flere og flere lærere konflikter, grænseoverskridende adfærd og i nogle tilfælde arbejdsrelateret vold. Det er en del af virkeligheden i en skole, hvor opgaven er vokset - uden at ressourcerne er fulgt med. 

Når hensyn bliver til hindringer 
Intentionerne bag både inklusion og individuelle aftaler er gode. Men i praksis står vi med klasser, hvor elever deltager på vidt forskellige præmisser, fælles undervisning bliver vanskelig at gennemføre og nogle elever reelt frakobles fællesskabet. Og det har en pris. For når enkelte elever kræver uforholdsmæssigt meget opmærksomhed, går det fra noget andet; tid til forberedelse, relationer og undervisning for fællesskabet. 

Vi står derfor i et paradoks: Vi inkluderer flere, men risikerer at svække det fællesskab, de skulle være en del af. Og midt i det hele står vi - lærerne - med ansvaret. 

Jeg tror, de fleste lærere har prøvet at gå ind til en undervisningstime med en nagende følelse i maven. Ikke fordi man ikke vil sit arbejde, men fordi man ved, at det man leverer, ikke er godt nok. Hverken i forhold til ens egen faglighed eller i forhold til eleverne. 
Og den følelse forsvinder ikke, når klokken ringer ud - den følger med hjem. Den følelse har et navn: moralsk stress. 

Og NEJ vi kan ikke bare sænke barren! En ny undersøgelse blandt over 1.000 lærere viser, at: 
- 71 procent oplever, at der er for mange særaftaler 
- to ud af tre oplever, at forældres ønsker om særaftaler er steget. 

Det kan vi mærke i praksis. Nogle lærere anslår, at op mod 40 procent af eleverne i en klasse har særaftaler. 

Moralsk stress opstår, når vi som fagprofessionelle ved, hvad der skal til for at løse vores opgave ordentligt, men ikke får lov til at gøre det. Når tiden mangler, når opgaverne vokser og når kravene øges. 

Moralsk stress er ikke et tegn på, at lærere er svage, men at systemet er presset og det grundlæggende problem er, at der ikke er tid og plads nok til kerneopgaven - nemlig undervisningen. 

Så hvad skal der til? 
Hvis vi skal tage moralsk stress alvorligt, skal vi turde sige det højt! Problemet ligger ikke hos den enkelte lærer. Problemet ligger i strukturerne. Derfor kræves der løsningerne: tydelig ledelsesmæssig prioritering, politisk ansvar og reelle ændringer i opgaver og ressourcer. 

Og her kunne Arbejdstilsynet spille en langt stærkere rolle. Ikke bare som registrerende myndighed, men som en aktør, der insisterer på, at vilkår kan og skal ændres.  

Så er Arbejdstilsynet egentlig vores ven? 
Svaret er ikke entydigt. Ja - Arbejdstilsynet sætter fokus på arbejdsmiljøet. Ja -  de kan være en vigtig stemme. Men hvis de kun ser på symptomerne – og ikke på vilkårene – risikerer de at blive en del af problemet. For vi har ikke brug for flere påmindelser om, at vi er pressede. Det ved vi godt. 

Vi har brug for, at nogen insisterer på, at opgaver og tid hænger sammen, at inklusion kræver ressourcer og at fællesskabet ikke må forsvinde i individuelle løsninger. 

Skal vi undgå moralsk stress, er vi altså afhængige af, at dem der har magt til at påvirke beslutninger og budgetter kommer på banen. 

Vi lærere ved godt, hvad der er galt. Spørgsmålet er, hvem der kan – og vil – gøre noget ved det.