Har du en plan? Og hvis du har, hvem deler du den så med?
Er årsplanen stadig eksisterende, og er den noget vi taler åbent om med hinanden og måske ovenikøbet også deler med hinanden? Det er jeg blevet i tvivl om, og jeg er særligt blevet opmærksom på, at det måske ikke er alle kolleger, som er helt i samme båd, når det kommer til planlægning af undervisningen.
Af Carina Bundesen Madsen, kredsstyrelsesmedlem og tillidsrepræsentant
”Hvad gør du omkring årsplanen?”
Erfaren lærer: ”Jeg laver nok mere en ugeplan, jeg kan jo emnerne, eleverne skal omkring i hovedet, så jeg ved, hvad der skal nås på et år og så søger jeg inspiration rundt omkring, tager noget jeg har brugt før og supplerer med portalerne, altså det af det, jeg synes, er godt nok”.
”Hvad tror du så dine nyuddannede kolleger gør, de har jo, naturligt nok, ikke samme erfaring at trække på”?
Erfaren lærer: ”Jamen det er da rigtigt, at det nok er lidt en anden tilgang, de må ha’ til det, men de er anderledes stillet, end jeg var, da jeg var helt ny i lærerjobbet, for der er meget mere godt materiale at finde, den dag i dag".
Der er mange tanker, man kan gøre sig om arbejdet med årsplaner, og der er virkelige meget at hente på nettet. Men er det egentlig Gyldendal eller dygtige kolleger rundt om i landet med overskud til at dele deres årsplaner online, som dermed kommer til at styre lærerens planlægning et år frem? Tager vi lærere det samme ejerskab til årsplanen som tidligere, eller er det netop en af de opgaver, hvor tiden til virkelig at dykke ned og søge grundig inspiration ikke længere er der?
Jeg synes spørgsmålene er mange; de bliver faktisk ved med at melde sig.
Hvis man er helt ny lærer, hvordan starter man så på sådan en årsplan? Den erfarne lærer har sikkert en helt bestemt tilgang til arbejdet, når man nu har gjort det mange gange før, men hvad gør man egentlig, når man som nyuddannet lærer sætter sig i akademidagene og skal lave årsplaner for fem forskellige fag? Sætter man sig ned og scroller CFU i gennem for spændende materialer og sammensætter forløb på forhånd, eller tyer man til allerede færdige årsplaner rundt omkring på nettet? Håbet kunne være, at man mødes af sine kolleger, som husker at inddrage den nye kollega, som deler og udveksler idéer og er åbne for inspiration fra den nye lærer.
Prioriteres det på skolerne at tale om og inspirere hinanden til årsplaner? Skal alle på en årgang lave det samme? Og skal de samme emner gentages år efter år, på bestemte klassetrin? Trives lærerne godt med, at der ikke er deciderede formkrav til en årsplan? Jeg tænker, at det nok er nemmere at være den erfarne lærer, som kan kigge tilbage på tidligere årsplaner og søge inspiration i eget arkiv, gøre plads til ændringer og forfinelse og være tryg i at have gjort det mange gange før.
Så min opfordring med dette lille indlæg er at være opmærksom på de nye kolleger, som er landet/lander ude på skolerne. Støt dem og inviter dem ind; det er en kæmpe hjælp til en god start på lærerlivet. Det er måske på tide, at der ude lokalt åbnes for en snak om, hvordan årsplaner kan udformes med fokus på, at langt fra alle kolleger ser det som en nem opgave og måske har brug for inspiration til, hvordan det kan gøres, måske via fagudvalgsmøder eller en workshop i akademidagene.