RIVEN - Didaktikken tilhører lærerne

Af Kristina Malmer Rasmussen

Da jeg forleden deltog i Skoleforum 2024, kom der flere gode bud både på, hvad lærerprofessionen er, og hvad den bør være i fremtiden. Blandt andre Alexander von Oettingen pegede - i vanlig let provokerende stil - i sit oplæg på, om ikke tiden var inde til at stoppe al den snak om dannelse og i stedet give didaktikken en mere fremtrædende plads i såvel lærerprofessionen som i vores daglige praksis. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Som det blandt andet blev påpeget, så er den didaktiske samtale i vid udstrækning, om ikke forstummet, så i hvert fald blevet stærkt reduceret siden 2013. Om det alene skyldes skolereformen og de deraf følgende strammere arbejdsvilkår, begrænset forberedelse, læringsportalernes fremmarch, eller en højere prioritering af pædagogik, trivselsarbejde og dannelse (som en eller anden form for kunstigt delmål i de praktisk-musiske fag) er ikke til at sige, men faktum er, at vi lærere er her for at lære børnene noget. Som uddannede lærere brænder vi for vores fag, og det er her, vi kan tænde eleverne. Vi kommer (heldigvis) til at adressere noget, der i sagens natur ligger i udkanten af (eller uden for?) elevernes umiddelbare komfortzone. Men det er der, vi lærer, og der vi udvikler os. Både som noget og som nogen. Og her finder man (blandt andet) snitfladen mellem didaktik, fagfaglighed og dannelse. Vi lærer i og af fællesskabet, der for så vidt er en kunstig konstruktion, der alene eksisterer, fordi vi er sammen om et fælles tredje: fagene. 

Her vil nogle formentlig hævde, at vi ikke må glemme pædagogikken. Det må vi heller ikke. Det siger sig selv. Men pædagogikken deler vi, blandt andet - i sagens natur - med pædagogerne. Men didaktikken er lærernes. Man kan vel næsten sige, at den er kernen i vores profession. Det vi kan. Det vi er der for. Det vi er uddannede i. Som de eneste, i øvrigt. Derfor skal vi insistere på den didaktiske samtale. Vi skal stå fast på vores didaktik og ikke lade os diktere. Vi skal lade os inspirere, bevares, men vi skal stå fast på, at didaktikken tilhører lærerne. Vi er der for at formidle de(t) fag, vi brænder allermest for til elever, der skal åbnes for verden og vice versa. Det kræver en god relation. Men det kræver også, at vi er opmærksomme på, at relationen ikke overskygger positionen. Vores relation er i hele dens konstruktion ulige. Heldigvis. 

For der er, som von Oettingen også pegede på, stor væsensforskel på barndom og voksendom. Heldigvis. Af og til kommer vi i vores iver efter at være rummelige, inkluderende og anerkendende til at forveksle menneskeligt ligeværd med en uhensigtsmæssig øjenhøjde, der i yderste konsekvens kan ende med at være utryghedsskabende, for hvem er egentlig kaptajn på skuden? Børnene skal inddrages, ja selvfølgelig skal de det, men da børn som udgangspunkt primært formidler, hvad de har lyst til, fremfor hvad de har behov for, er det afgørende, at vi tager lærerhatten på, sætter rammen, tager didaktikken på os og bekender os til den ulige relation. Og det er okay, at relationen er ulige. Det er okay, at vi adresserer og står ved positionen. Faktisk er det mere end okay. Det er tryghedsskabende, ansvarligt og professionelt. Vores vigtige opgave er at forberede den næste generation til ‘deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre’. Men friheden - i en dansk kontekst - er ikke ubegrænset. Pointen er ikke, at vi kan gøre, hvad vi vil. Men vi kan være, hvem vi vil. Ganske som Grundtvig -hvis grundidé som bekendt er indlejret i DLF's logo - pointerede, så er orden uden frihed lige så farligt som frihed uden orden. 

Det er i min optik en vigtig påmindelse. Vi skal balancere relationen med positionen. Være autoriteter, oplyse, formidle og gå forrest. Det er ikke sort skole. Det er tværtimod at tage sin vigtige opgave alvorligt.